E-læring
| Læsetid: 5 minutter

5 trin mod en succesfuld online læring 

Af Cursum

Er du nybegynder eller har du stor erfaring med at skabe indhold til online læring? Uanset hvor stor erfaring du har med at bygge online kurser, udvikler digital læring sig hele tiden. Der er altså altid plads til at forbedre din online læring.

I dette blogindlæg gennemgår vi fem tiltag, som du selv kan implementere i dit online akademi for at optimere chancen for, at dine kursister eller elever bliver glade for din digitale læring.  

Fokuser på få læringsmål 

Det kan næsten ikke siges nok gange: Det er vigtigt, at du bevarer fokus. Når du endelig har fat i kursisten, eleven eller medarbejderen, er det fristende at dele så meget viden som muligt. Men når vi taler digital læring, kan du med denne taktik ende med at gøre dem en bjørnetjeneste.  

Der er nemlig større risiko for, at viden går tabt, hvis læringsprocessen indeholder for meget forskellig viden. Dette medfører nemlig, at dine brugere skal kæmpe sig igennem en bred vifte af emner. Og jo mere læring, der er, jo sværere kan det være at holde styr på.

Prøv i stedet at sætte nogle konkrete læringsmål for det enkelte læringsprogram. Fokuserer du på disse læringsmål, sikrer du muligheden for, at dine brugere bliver rigtig skarpe på det ønskede emne. Det giver nemlig et bedre læringsudbytte, hvis der undervejs i læringsprocessen ikke opstår tvivl om, hvad der er essentiel viden. Og dette medfører selvsagt også til en bedre læringsoplevelse.

Optimér din online læring til en moderne hverdag 

Digital læring kommer i mange former. For den bedste læringsoplevelse kan du eksempelvis blande tekst, video, billeder, quizzer og andre interaktive elementer, som det passer. Tænk blot over hvordan du mixer de forskellige læringsformater. Og bryd endelig læringsmodulerne op i mindre bidder, så du bedre kan fastholde interessen hos din brugere. Dette koncept er kendt som mikrolæring, som sikrer, at dit læringsindhold ikke bliver for tungt. 

Chancen for, at alle dine brugere kommer igennem og får noget ud af en 15 siders tung tekstsamling, er lav. Korter du i stedet teksten ned og parer den med billeder, video, eller quizelementer, er chancen større.

Kender du det moderne buzzword ”gamification”? Selvom det kan lyde poppet og smart, er der grund til at inkorporere netop dette i din online læring. Gamification går i al sin enkelthed ud på at tilføje et spil-/legeelement i din læring. Det er et effektivt redskab i din digitale læring, da det gør læringen interaktiv og spændende. Modsat ren tekstbaseret læring, kan gamification være med til at fastholde brugernes interesse.  

Gamification

Kombinér teori og praksis 

Der er en grund til, at undervisningen til kørekort både foregår i teorilokalet og ude på vejene. Du kan nemlig give dine elever en nok så god teoretisk forståelse for et emne, men hvis de ikke får lov til at afprøve deres nyerhvervede viden i praksis hurtigt derefter, går den viden hurtigt i glemmebogen.  

Forsøg derfor at mikse din digitale læring med elementer fra det virkelig liv. Dette kan være i form af sidemandsoplæring, som understøtter det lærte. Men du kan også bruge praktiske øvelser, som sætter den teoretiske viden sammen med opgaver fra det virkelige liv. Dette øger chancen for, at din online læring ikke straks glemmes, da den kobles til konkrete arbejdssituationer, som dine kursister kan forholde sig til. 

Gør din digitale læring brugervenlig 

Måske du har styr på indholdet, men hvad med indpakningen af dit undervisningsmateriale? Når det kommer til digital læring, har præsentationen af læringsmaterialet også stor indflydelse på viljen til at lære.

Tænk derfor over hvordan du kan optimere brugervenligheden og hjælpe med at skabe en nem og god oplevelse for dine kursister, når de skal benytte din digitale læring. En god idé er eksempelvis at sørge for, at din online læring også kan tilgås på mobilen. Det er særligt brugbart, hvis dine kursister ønsker at lære mens de er på farten.

Hvis det er hurtigt og nemt at tilgå og afgå din læring, øger du desuden muligheden for, at dine kursister har lyst til at bruge deres tid på at lære ved hjælp af din digitale platform. 

Indsaml feedback, og udnyt den til bedre online læring  

En af de helt store fordele ved digital læring kontra traditionel, fysisk læring er den nemme mulighed for at indsamle data på dine brugere. Du kan bruge en læringsplatform til at indsamle aktiv feedback fra dine brugere gennem spørgeskemaer. Men din læringsplatform vil også automatisk indsamle passiv brugerdata såsom loginforsøg og tid brugt på et kursus eller en quiz.

Ønsker du at optimere din digitale læring, er alle disse data en guldmine for dig. Data gør det nemlig lettere for dig at se, hvilke elementer af din digitale læring, der fungerer, og hvilke dele af læringsprogrammet du måske bør kaste et ekstra blik på.  

Når du evaluerer din digitale læring, er det en god ide at tænke over hvilke spørgsmål, du stiller dine brugere. Det er selvfølgelig altid relevant at vide, om dine brugere fik noget ud af dit læringsprogram. Men det er også vigtigt med konkrete og uddybende svar, som du kan bruge til at optimere de enkelte elementer i din digitale læring. Husk desuden at spørge ind til det overordnede mål med læringen. Er målet for eksempel, at brugeren skal bruge den opnåede viden til at løse en bestemt opgave? Ja, så er det vigtigt at få svar på, om brugeren er lykkedes med opgaven. Ellers risikerer du nemlig, at din digitale læring er spildt.  

Er du klar til at tage næste skridt i din digitale læring?  

Med gode råd kommer du langt. Det er dog vigtigt, at du har en læringsplatform, som understøtter disse råd. Læg derfor også energi i at vælge det rette LMS til dine behov.

Overvej først og fremmest om dit LMS har et brugervenligt interface, som også er mobilvenligt. Det bør nemlig være en nem og rar oplevelse for dine kursister at benytte sig af din online læring. Men tænk også over om hvad dit LMS mere skal kunne. Vil det eksempelvis være brugbart for dig, at det understøtter gamification? Nok er gamification noget af det nyeste og mest moderne indenfor digital læring, men det gør altså også dine online kurser mere spændende. Så overvej nøje, hvilken form for online læring du ønsker at tilbyde gennem din læringsplatform.